Velkommen

Her bor Højerne

Benni info

Forum

Trafiksikkerhed starter med dig:

For at understrege den enkelte trafikants ansvar for trafiksikkerhed, har Færdselssikkerhedskommissionen valgt at tilføje visionen Trafiksikkerhed starter med dig. Holdningen er, at man stadig kan komme langt med adfærdspåvirkning af trafikanterne gennem information, uddannelse og kampagner, gennem vejtekniske ombygninger og gennem en styrket politimæssig indsats. Man kan sige, at skader søges forebygget ved at »forebygge« de menneskelige fejl.

Fartdæmpere:

Byrådet er generelt imod anlæg af vejbump, når formålet, isoleret set, kun er at dæmpe farten.

Bump eller hævede flader kan undtagelsesvis anvendes på veje eller i vejkryds, hvor høj hastighed er årsag til registrerede uheld, og hvor kun en effektiv fartdæmpning vil mindske risikoen for alvorlige ulykker. Det er desuden et krav, at alle andre relevante alternativer er overvejet nøje.

Som udgangspunkt er Byrådet imod fartdæmpende foranstaltninger på private fællesveje, der for de flestes vedkommende er udformet, så bilisterne tydeligt opfatter de stedlige forhold og netop derfor kører „efter forholdene“.

Fartdæmpere på private fællesveje kan kun tillades, hvis mere end 2/3 af de vejberettigede går ind for dette. Byrådet vil ikke finansiere fartdæmpere på private fællesveje.

Lidt fra Horreby:

Sagsfremstilling:

En borger i Horreby klager over, at der køres alt for stærkt på Oddervej i Horreby og beder derfor om, at der etableres vejbump på vejen.

Klageren nævner særligt hensynet til legepladsen ved Oddervej som anledning til henvendelsen. Oddervej er en rimelig kort, blind vej, hvor hastigheden ikke burde kunne blive et problem. Vejen befærdes hovedsageligt af vejens beboere og det burde være muligt at ordne problemet internt.

Der skal tages stilling til:

Udvalget bedes tage stilling til, om man ønsker at imødekomme ansøgers ønske om etablering af vejbump på stedet.

Indstilling:

Forvaltningen indstiller, at udvalget afviser ansøgers ønske om vejbump, da man vurderer, at der ikke er noget behov tilstede; det kan eventuelt overvejes at lave hastighedsbegrænsning på stedet, hvilket dog kræver Politiets godkendelse.

Bilag:

Udskrift af E-mail af den 19. maj 2003.


Beslutning

Indstillingen tiltrådt. Der opsættes ikke skilte om hastighedsbegrænsning.

 

 

Mit Hus

Medlemsblad for Parcelhusejernes Landsforening

2004 - Nr. 2

Gamle trafikbump skal lovliggøres inden 1/8.2007

 

I forbindelse med bekendtgørelse om hastighedsdæmpende vejbump, er alle vejbestyrelser forpligtet til at bringe alle vejbump i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 825 af 02/10/2002, senest 1. august 2007.

Dette gælder både for private, samt offentlige vejarealer. I det tilfælde der er bustrafik på arealerne, skal elementerne være lovliggjort pr. 15. oktober 2002.

Denne vedtagelse betyder, at alle private veje, der har etableret trafikbump på deres arealer, skal iværksætte en proces hvor denne bekendtgørelse kan overholdes og efterleves.

I de fleste tilfælde er det foreninger der har fået udført bump før 1999, der skal se til, at forholdene tilpasses gældende lov og vejledninger.

Hartvig Consult har i de sidste 5 år hjulpet medlemmer i PL med renoveringsopgaver indenfor vejområdet. I forbindelse med lovliggørelse af alle trafikforanstaltninger der indeholder bump, skal disse fremsendes som projekt og godkendes af vejmyndigheden og politiet.

Vejmyndigheden er kommunen, og vejbestyrelsen er grundejerforeningen, dvs. det er vejbestyrelsens ansvar, at efterleve loven.

Det er vor opfattelse, at der med fordel bør startes en planlægning af disse arbejder i foreningerne rundt i landet. Det er tillige vor opfattelse, at der kan være besparelser for disse etableringer, hvis grundejerforeningerne samarbejder i projekt- samt renoveringsfasen. Det ville være en økonomisk fordel, hvis f.eks. 10 foreninger i en kommune, kunne fremsende et samlet projekt til kommunen og derefter kunne udbyde ændringerne i bumpene sammen. På den måde bliver det attraktivt for en entreprenør at udføre opgaven, i forhold til at skulle lave 2 bump en eftermiddag og så 1 bump en anden dag.

www.vejsektoren.dk kan man finde informationer om diverse vejanliggender, dog skal der udfærdiges projekter og disse skal fremsendes i overensstemmelse med gældende regler til vejmyndigheden for godkendelse.

Er Jeres forening i ovenstående situation, er vi selvfølgelig til rådighed med hjælp og vejledning i det fremtidige arbejde. Vi mener, der er en økonomisk fordel i, at komme i gang i tide frem for, at vente til sidste øjeblik, hvor alle dem der ikke planlægger lidt ud i fremtiden, står og skal have deres sager på plads.

Kilde: Peter Hartvig, Hartvig Consult.

 

Tilbage til indholdsfortegnelsen